Børn med i køkkenet

Mange forældre oplever at ungerne hen omkring klokken 17 løber ind i den såkaldte ulvetime, og derfor er mange måske ikke så vilde med at tage dem med i køkkenet når maden skal laves. Men ofte kan det faktisk sagtens lade sig gøre, hvis man lige forbereder sig både mentalt og fysisk til opgaven.

Mentalt skal man for eksempel flytte sig fra voksen, til børnetempo. At have sine børn med i køkkenet kræver tålmodighed, og ikke bare effektivitet. Det vil blandt andet også sige, at man nok ikke lige skal planlægge den store gourmetmiddag når poderne skal være med.

Fysisk forberedelse kan være at finde alle redskaber, og råvarer frem så de er lette at finde og komme til, både for dig og for de små.

Små børn har ofte meget lidt tålmodighed, så at have det hele klar når I starter er nok en god idé, så de kan komme i gang med madlavningen med det samme. De synes nemlig ofte at det med at røre i gryder og skåle, eller få lov til at skære de ventende gulerødder over, er ret sjovt.

De lidt større børn kan naturligvis få lidt andre opgaver der måske kræver lidt mere. Men vær forberedt på, at ikke alting er lavet på din måde når det er børnene som står for det. Skiverne er måske ikke så tynde som du gerne ville have dem, eller der flyder lidt mere mel på bordet end normalt osv. Men får børnene lov at lave tingene på deres måde efter de har set hvordan, så synes de fleste at det er sjovt at være med når mor eller far laver mad. Det er også sjovere at spise noget man selv har lavet, så måske det bliver lettere at få grøntsagerne spist når I kommer til at skulle spise maden.

Pas på med at rette for meget, hjælp og vis hellere tingene en gang til og fortæl dem at de gør det godt. Det skal jo være sjovt at være med, og ikke føles som en pligt.

Det er ikke nødvendigt at købe specielle redskaber til børnene, de kan sagtens bruge de samme som vi andre kan. Du kan dog overveje et par knive som ikke er så farlige til de mindre børn, så de også kan være med til at skære ting ud uden at det bliver alt for farligt.

Er børnene med i køkkenet, så overvej at lave en ovnret hvor alt det I skærer ud, skal i samme bradepande så ingen af de små skal stå ved varme kogeplader. Hvad menuen i sidste ende bliver, kan være meget op til både dit og børnenes humør og energiniveau. Men tænk over at retterne ikke skal tage timer at lave, for det gider de færreste børn.

Giv dine børn opgaver som kan lykkes uden det store ståhej, for at have succes når de hjælper til, gør at de har det sjovt og gerne vil være med en anden gang. Måske de næste gang kan få en opgave der kræver lidt mere, men overvej nøje hvornår det er til at gøre opgaverne sværere. Gør du det for tidligt vil de ofte værge sig mod at komme med igen.

Når det hele spiller, børnene får opgaver de lykkes med, og du får lidt ekstra kvalitetstid med dem, så er det faktisk en ren fornøjelse at være fælles om maden, også selvom retterne måske er lidt mere simple end når du laver maden selv.

Sprøde kartoffelbåde/skiver

Jeg behøver vel ikke at spørge dig om du ønsker dine kartoffelbåde eller skiver sprøde, når du har bestemt dig til at det skal være tilbehør til aftensmaden. Hvis du kan svare ja til dette, så er en ganske almindelig gaffel din nye bedste ven i køkkenet.

Kartofler er en fantastisk grøntsag og bruges på rigtig mange måder, mosede, bagte, ristede, friturestegte og kogte. Men vælger du den ristede udgave, så skal den selvfølgelig være sprød og lækker. Det findes der et ganske simpelt lille trick til at hjælpe dig med, så du slipper for bløde kartoffelbåde/skiver.

Alt hvad du skal gøre, er at følge nedenstående lille opskrift på hvordan.

  • Skræl dine kartofler som du plejer
  • Skær kartoflerne ud i både eller skiver, alt efter hvad du ønsker at lave
  • Tag en gaffel og rids både/skiver på alle sider
  • Drys godt med salt på de ridsede kartofler
  • Bag som du plejer i ovnen

Det er let at bruge dette lille trick og du vil sikkert hurtigt opdage, at den ekstra tid du brugte, var det hele værd.

Vil du gerne have mere krydrede kartofler, så kan du strø andre krydderier på sammen med den grove salt.

Undgå madspild

Ligesom vi gør på Madfabrikken, så kan du også selv gøre en del for at undgå madspild i dit køkken, og det er faktisk ikke særlig svært. Lidt omtanke når du laver mad, og når du står med resterne i køkkenet efter spisningen, er alt der skal til.

Du starter selvfølgelig med at overveje de mængder du køber ind, og dem du så reelt bruger når du går i gang med maden. Har jeg brug for 2 kilo kartofler, eller kan jeg nøjes med 1,5kg. Sådan et spørgsmål kan du stille dig selv mange gange når maden skal planlægges og laves. Får du sat de rette mængder på, så er du allerede langt i kampen mod madspild.

Skulle du alligevel stå med rester når I er færdige, så overvej om nogle af dem eventuelt kan bruges i maden den kommende dag. Her kan du jo både bruge kartofler, grøntsager (alt efter hvad det er selvfølgelig) og rester af kød. Så længe du opbevarer dine rester i køleskabet, så kan de fleste sagtens bruges dagen efter, som en del af en ny ret. Tænker du over at gemme, så smider du også mindre ud hvilket jo var meningen med øvelsen.

Når vi snakker om forberedelse og indkøb af de rette mængder, så er det ikke bare indkøbssedlen den pågældende dag, men en mulig madplan for hele ugen. Allerede ved planlægningen kan du nemlig forudse hvad der måske bliver rester af, som kan bruges til næste dags nye ret eller som frokost i mindre portioner dagen efter.

Madplan har desuden en anden fordel, nemlig at man ofte kan spare penge ved at købe lidt større ind og stadig være med til at mindske husstandens madspild.

Tænk for eksempel over disse ting ved planlægning og madlavning

Laver jeg altid for meget spaghetti, koger for mange ris eller kartofler og kunne du eventuelt gøre det anderledes for at spare på affaldet. Eller du kunne med vilje koge lidt flere kartofler, så der var til dagen efter.  Det samme kan sagtens gøres med ris og spaghetti, og ikke nok med at du sparer penge, du sparer også tid i køkkenet ved allerede at have noget af retten klar fra dagen før.

Er du slem til at øse for meget op på tallerkenen, så kunne du måske overveje mindre portioner, så du ikke ender med en rest på tallerkenen som ryger i skraldespanden, i stedet for at det kunne gemmes til dagen efter.

Hvad kan du for eksempel bruge din rester til

Rester af kogte kartofler, bulgur, pasta og ris

  • Kan bruges i en salat, der er næsten ingen grænser for fantasien når der skal mixes en salat 
  • Kan bruges som fyld i grøntsagssuppe, æggekage eller madtærte
  • Moste kartofler kan tilsættes brøddej eller blive til kartoffelklatkager, brasede kartofter eller måske en kold kartoffelsalat

Rester af brød

  • Rugbrød kan rives til ymerdrys
  • Fuldkornshvedebrød i tern kan ristes og bruges som tilbehør, fx croutoner i salat eller supper

Rester af tilberedt kød

  • Rest af fx kødsovs kan bruges til pizza, lasagne, pitabrød og tortillas
  • Rester af fx fjerkræ eller steg kan bruges på pålæg (de fleste vil mene at hjemmelavet pålæg som skiver af en steg er langt bedre end det pålæg du køber i supermarkedet) eller i biksemad, æggekage eller madtærter

Rester af tilberedt fisk

  • Fiskefrikadeller og fileter kan bruges som pålæg
  • Kan bruges som fyld i salat/pastasalat

Rester af ost 

  • Rester af skæreost kan rives, fryses og bruges senere på pizza eller i bechamelsovs

Rester af grøntsager

  • Kan fx hakkes eller blendes og bruges i fx suppe, sovs og fars – også stokkene fra broccoli og blomkål. Faktisk er stokkene ret smagfulde, og det er synd at ikke flere bruger dem. Revne  gulerødder er rigtig gode i en gang millionbøf for at drøje på kødforbruget, og selv børnene vil ikke opdage at det ikke er kød når retten er lavet
  • Kan bruges i fx æggekage/omelet
  • Revne grøntsager eller grøntsagsmos kan bruges i brøddej

Rester af frugt

  • Blendes til smoothie

Koges til marmelade, chutney og lignende

Hos Madfabrikken klarer vi mange forskellige cateringopgaver, firmaordninger, møder og events, skolemad, madpakker, pensionistmad, studentergilde og meget andet. 

Kontakt os

Fynsvej 60 B
5500 Middelfart
CVR: 38454471

31 20 23 55

info@mad-fabrikken.dk

Ansvarlighed

Vi gør flere ting for at mindske vores madspild. Bl.a. er vi med i REFOOD, hvor vores madaffald bliver afhentet og genanvendt andetsteds.

Madfabrikken er naturligvis også at finde i Too Good To Go appen, som er verdens største markedsplads for overskudsmad. 

Her kan du indimellem finde nogle rigtig gode priser på vores overskudsmad, og samtidigt er vi sammen med til at spare planeten for unødig affald. Det er da win-win for os alle!

Add to cart