Knækbrød med kerner og frø
De fleste har nok prøvet at spise knækbrød, men stået med fornemmelsen af at de ikke rigtig fik noget at spise. Men med disse knækbrød, fulde af kerner og frø får du virkelig valuta for pengene.
Din mave får en masse at arbejde med, og du får stillet sulten med et velsmagende brød.
Portionen dækker 3 bageplader fyldt med lækre knækbrød.
Ingredienser:
2 dl havregryn
2 dl sesamfrø
2 dl hørfrø
2 dl solsikkekerner
2 dl græskarkerner
7 dl hvedemel
4 dl vand
2,5 dl olie
1 tsk bagepulver
1 tsk salt
(vil du gøre knækbrødene endnu mere sunde, så kan du tilsætte knap en håndfuld hvedeklid)
Fremgangsmåde:
- Havregryn, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, hvedemel, bagepulver og salt røres godt sammen.
- Tilsæt vand og olie, rør dejen til en ensartet masse der i konsistens ligner en god tyk havregrød.
- Dejen deles i 3 lige store portioner
- Dernæst finder du to stykker bagepapir og placerer den ene del dej på det ene og lægger det andet hen over
- Rul nu dejen ud så den dækker hele dit bagepapir (passer til en bageplade)
- Løft forsigtigt de to stykker bagepapir med den rullede dej over på din bageplade, og løft øverste papir af (du skal bruge det på næste gang dej, da det kun bruges for at gøre rulning lettere og undgå en fedtet kagerulle)
- Gentag med de sidste to portioner dej
- Tag en kniv og rids dejen, så du får knækbrød i den størrelse du ønsker. Dette gøres for at brødene er lettere at knække fra hinanden når de er bagt
- Alle tre plader sættes i ovnen og bages 15-20 minutter v. 200 grader (alt efter hvor tynd dejen er rullet, så kan det være lidt mere eller lidt mindre, hold øje når du nærmer dig tiden)
Du har naturligvis sørget for at tænde ovnen, så den er varm når den skal bruges (200grader)
Knækbrødene smager fantastisk som de er, men mange vil elske dem med en skive god ost på.