Havregrynskugler

En fast bestanddel på ethvert julebord er naturligvis havregrynskuglerne, som samtidig er lette at lave. At lave denne juledelikatesse, er desuden en god mulighed for at inddrage børnene i juleforberedelserne. De fleste mindre børn vil synes det er sjovt at være med til at trille de små kugler, og selvfølgelig prøvesmage hen ad vejen.

Jeg har valgt en let og tilgængelig opskrift, som med små ændringer kan gøres mere voksenvenlige, eller bare få en lidt anden smag end den traditionelle havregrynskugle.

God fornøjelse!

Ingredienser

  • 250 g finvalsede havregryn
  • 150 g blødt smør
  • 150 g sukker
  • 40 g kakao
  • 1 spsk rom- eller mandelessens
  • 1/2 dl kaffefløde, kan udskiftes med sødmælk eller kold kaffe

Fremgangsmåde

  • Bland alle ingredienserne sammen i en skål til en jævn masse.
  • Form dejen til kugler og rul dem i havregryn (eller andet drys som kokos eller krymmel).
  • Kuglerne lægges på en bageplade og stilles i køleskabet min. 2 timer før servering.
  • Spis!
  • Opbevar havregrynskuglerne i en lufttæt boks i køleskabet – de holder sig en god uge (så længe holder de sikkert ikke, men så kan du jo lave endnu en portion)

OBS: Kaffen kan udskiftes med fløde, og havregryn kan erstattes af kokos, kakao og smeltet chokolade. Vil man lave kuglerne mere voksenvenlige, så kan essensen udskiftes med ægte rom.

Let og luftig squashkage

Nu er den mørke tid over os, det betyder hygge for mange familier. Så hvad med at supplere den varme kakao med en squashkage.

Hvis dine børn ikke kender kagen, vil de måske i første omgang nedlægge veto, da man da ikke kommer grøntsager i en kage!

Men det gør man faktisk, og jeg er sikker på at ungerne vil sige det samme når de først har smagt kagen. Måske har de endda været med i køkkenet for at bage den, så de har set at der rent faktisk kommer squash i kagedejen.

En squashkage er let at røre sammen, det der tager længst tid i forberedelserne er at rive den ønskede mængde squash såfremt man ikke har en maskine til at gøre arbejdet.

Nedenstående opskrift på en lækker squashkage blev bragt i Hendes Verden (nr. 28 – 1998) og er derfor efterhånden en gammel opskrift, som mange sikkert har set i andre udgaver siden da. Men jeg elsker den her, så det er den jeg vil give videre.

Ingredienser

  • 3 stk. Æg
  • 300g Sukker
  • 300g Mel
  • 200g Hasselnødder (hakkede)
  • 1 stk. Revet squash
  • 2½ dl Neutral madolie
  • 1 spsk. Kanel
  • 1 tsk. Bagepulver
  • 2 tsk. Natron
  • 2 tsk. Vaniljesukker
  • Lidt flormelis til pynt

Pisk æg og sukker sammen til en luftig masse.

Rør de resterende ingredienser i massen og hæld den færdige dej i en smurt bageform, der rummer ca. 3L.

Kagen bages ved 170grader i ca. en time. Hold godt øje med kagen efter 50min og stik evt. lidt i den med en strikkepind/madpind, for at se om den er bagt nok (der må ikke sidde kagedej på pinden når du har stukket pinden i kagen)

Et godt tip er, når kagen er ved at slippe formen i siderne, er den nok. Lad kagen køle af og strø den med lidt flormelis inden servering.

Kagen holder sig frisk i flere dage – hvis du altså kan lade den stå så længe

Hos Madfabrikken klarer vi mange forskellige cateringopgaver, firmaordninger, møder og events, skolemad, madpakker, pensionistmad, studentergilde og meget andet. 

Kontakt os

Fynsvej 60 B
5500 Middelfart
CVR: 38454471

31 20 23 55

info@mad-fabrikken.dk

Ansvarlighed

Vi gør flere ting for at mindske vores madspild. Bl.a. er vi med i REFOOD, hvor vores madaffald bliver afhentet og genanvendt andetsteds.

Madfabrikken er naturligvis også at finde i Too Good To Go appen, som er verdens største markedsplads for overskudsmad. 

Her kan du indimellem finde nogle rigtig gode priser på vores overskudsmad, og samtidigt er vi sammen med til at spare planeten for unødig affald. Det er da win-win for os alle!

Add to cart